Søndagsord

Single og fyldt med spørgsmål

kærlighed single parforholdSom nogen af jer allerede har gættet er jeg blevet single.

Det har jeg egentlig været I en måneds tid nu, efter jeg fandt ud af at jeg var blevet syg aftalte Theis og jeg at gå fra hinanden.

Det var en beslutning jeg ikke kunne se mig selv ud af, da lægen fortalte mig jeg skulle skynde mig at blive gravid, så jeg Theis i øjnene og Theis ønsker ikke børn. Hvad gør man så?

Jeg føler mig stadig enormt defekt og ved ikke om børn er mit ønske, men muligheden for at få dem kunne jeg ikke fraskrive 100% I hvert fald ikke på det tidspunkt, hvorfor vi aftalte at gå hver til sit.

Egentlig tror jeg vi var gået fra hinanden længe før jeg blev syg, det gjorde bare vores brud endeligt. Det har I hvert fald føltes sådan efterfølgende.

Der har været en del op og nedture i vores forhold, hvilket jeg tænker nok er meget normalt. Forskellen fra os og andre er måske at vores kærlighed virkede som det mest rigtige nogensinde, som om det var meningen i livet. Livet omkring os og alle omstændighederne var bare helt forkerte.

Vi har længe ikke været tætte, og grundet arbejde ikke rigtig prioriteret nærværet. Det at være sammen, ses, lave noget sammen eller bare mærke hinanden, kunne vi ikke til sidst. Hvilket nok er dét der, for mig, gør mest ondt.

Efter vores brud aftalte vi at blive boende sammen til jeg fandt et andet sted at bo, at det var vigtigt vi begge kom godt videre og igennem den sorg der fulgte med.

Vi var enige i at det kunne vi sagtens, da vi knap nok så hinanden og stadig var rigtig gode venner. Fordi der i os begge lå præcis samme kærlighed som altid, den kærlighed vi havde kæmpet for.

For mig betød det, at vi ville give hinanden et pusterum trække os væk fra hinanden og dét vi havde sammen, for at se det hele i et større perspektiv. Fra en ny vinkel og forhåbentlig i denne nye vinkel finde ro.

Sammen aftalte vi at lukke døren til kærlighed pænt, så der var mulighed for at døren kunne genåbnes igen på et senere tidspunkt, hvis nu nogen eller noget ændrede sig.

Selvom det gjorde ondt, og følelserne flere gange kom i klemme, så klarede vi de første 14 dage ret eksemplarisk. De efterfølgende blev dog et rent helvede i hvert fald for mig.

Hvordan jeg skal forklare de sidste 14 dage ved jeg stadig ikke helt. Jeg vil ikke udstille nogen eller noget. Det har ingen fortjent. Kærlighed gør bare pisse hamrende ondt. Det er den ledeste at komme over og det sværeste at heale fra.

En smerte som sætter logik og hjertet ud af kurs, hvor intet taler sammen og det føles som om ens inderste er ved at springes til atomer.

En følelse af, at ville kaste alt op, hvis det bare kan komme væk fra kroppen, ud af ens system og på afstand. Så man slipper for konstant at mærke og blive gjort opmærksom på, hvor svært det er.

Jeg har tænkt meget over om kærlighed eller sorg nogensinde kan retfærdiggøres, eller logisk forklares? Om måden at komme over sorgen, videre i livet nogensinde er helt rationel? I så fald, hvorfor gør vi alle det så ikke på samme måde?

Hvorfor skal man gøre hinanden kede af det på vejen? Hvorfor kan man ikke gå i kærlighed? I respekt for den kærlighed man har opbygget og dét man har gjort alt for at holde fast?

Havde jeg vidst hvad der ville ske, havde jeg i hvert gjort alt anderledes. Jeg ville have startet med at opbygge et pigtrådshegn omkring mig, hvor jeg kunne beskytte mig selv og mit lille hjerte der lige nu bløder fra sit inderste.

Fundet en sofa hos en veninde et sted hvor jeg ikke var i nærheden af smerten, konstant. Indtil jeg fandt et sted at bo.

Jeg havde været mindre naiv, at tro man med kærlighed sagtens kan skilles, og ikke ladet mit hjerte stå åbent.

Men det gjorde jeg ikke. ..

 

Så mellem mine søndagsord og mandag var alt flyttet fra Amager, fra det sted vi sidst havde sovet sammen og den hverdag vi havde opbygget. Fra det hjerterum vi sammen havde haft og den kærlighed som engang var.

Jeg forlod vores hjem ud af dét der for kort tid siden var en stabil kærlighedsdør. Men nu står i flammer, flammer jeg ikke selv har påsat.

Min meget logiske side forsøger alt hvad den kan at finde en logisk og smertefri at komme igennem denne sorgproces på. Jeg tænker den må findes! Hvis du finder den, siger du så ikke lige til?

Indtil da, skal jeg bruge den næste tid på at finde mig selv igen. Få et hjem og et stabilt liv, hvor jeg kan trække vejret igen. Jeg skal finde ind til hende den lille Nelle, som jeg har svigtet og ikke passet nok på. Hende skal jeg forsøge at få kontakt til. Se om hun nogensinde tør åbne sig igen.

Det skal nok gå, det gør det jo altid.

Kærligst

N

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.
   

7 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndagsord