Kvinde eller defekt, er jeg mon stadig god nok?

Børn eller ikke børn, kvinde eller defekt?

Det værste ved at få stillet diagnoserne: Endometriose og PCO, er egentlig ikke kun smerterne (de har alligevel været der længe før diagnosen), det er faktisk mere at få fortalt at man er syg, at ens krop ikke fungere optimalt, at man på en måde er defekt.

Defekt som et stykke tøj man sender retur, noget der er gået I stykker, som måske, aldrig 100% kommer til at fungere igen. Eller som et stykke kød der er nedsat med 50% fordi det er tæt på udløbsdatoen.

Det er på mange måder hvad jeg er, tæt på udløbsdatoen, med kun to år til at blive gravid og i så fald med hvem? Hvis det altså overhovedet kan lade sig gøre. 

Det næst sværeste er klart beskeden: Hvis du en dag får børn, bliver du formodentlig rask. ”Hormoner balancere sig selv, for de fleste, efter graviditet. Siger man”.

Så dét min krop har det sværest med, er dét der på sigt kan redde den? Hvor absurd er det lige? Og hvad nu hvis jeg overhovedet ikke vil have børn, så er jeg måske syg for evigt?

Som om spørgsmålet om børn ikke var nok i sig selv? Jeg har aldrig rigtig vidst om børn var for mig, aldrig haft lysten til at skulle være ansvarlig for et andet menneske resten af mit liv (får faktisk lidt press ved tanken). Jeg syntes dét at passe på mig selv, er besværligt nok som det er og jeg er ærlig talt ikke skide god til det.

Hvorfor skulle jeg så have lyst til at gøre livet endnu mere besværligt for mig selv?

Og hvad er chancerne for at det overhovedet er en reel overvejelse, det er jo slet ikke sikkert det er muligt.

Samtidig ser jeg børn over alt, med små fine kaninøre og store smil, der borer sig direkte ind i min sjæl, som aldrig før. Kan de mon se at jeg er defekt? Ved det det?

Alt imens alle veninder og kollegaer omkring mig bliver gravide, holder babyshower, barnedåb og 1,2,3 års fødselsdage med HELE familien. En familie jeg ikke har.

Jeg ville ikke ane hvem jeg skulle inviteret eller hvem der tog over hvis jeg en dag blev syg. Er det værd at tilbyde en lille uskyldig sjæl? og så til denne store verden som kun de færreste passer på, er det værdigt?

Mit værd, som kvinde (hvis det da stadig er det jeg er) har i hvert fald fået sig et gevaldigt dyk. Min selvtillid ligeså. Jeg føler mig handicappet og angrebet af min egen krop og af den verden udenfor der er fyldt med små smilende ansigter.

Flere gange har jeg taget mig selv i at skubbe til de barnevogne jeg møder, bare et lille puf. Et lille fuck dig for endnu en gang at minde mig om alle de ting jeg ikke kan og ikke ved. Den defekte kvinde jeg åbenbart er og føles helt alene med.

Kærligst

N