November - dødens måned

Narrativet, at livet giver os evigt liv

at livet giver os evigt liv frihed udringsfrihed

Jeg har været meget stille de sidste par år, dels fordi livet har været for overvældende og fyldt med sår. Dels fordi alle tanker og følelser har hvirvlet sig rundt i min krop, som et edderkoppespind, for skrøbeligt til at kunne modstå angreb og samtidig for viklet ind.

Nu er jeg nået dertil, at stilheden er begyndt at stagnere i mig, som en fysisk fastlåsthed. Ordene, tankerne og følelserne fylder for meget til ikke at få taletid. Det handler for mig ikke længere om angreb og edderkoppespind, men om retten til at ytre sig uanset, hvad der ytres vil.

Jeg kender rigtig mange der ikke længere tør, at give udtryk for deres holdninger og følelser i denne tid, i frygt for angreb og arbejdsløshed. Eller at deres firmakonti “pludselig”, bliver lukker ned. Det er jo helt realistisk, en mulighed. Jeg har selv stået midt i det, også derfor jeg deler det meste herinde, for jeg ved, hvor sårbart det kan være, at stå alene med. Jeg forstår bare ikke, hvordan vi er kommet hertil?

Jeg har meget svært ved at forstå, at vi lever i et danmark hvor kun de få, kan få taletid –  det er da ikke ytringsfrihed?

Jeg kender teenagere, hvis forældre ikke længere, vil have dem boende, ikke vil kramme dem og udstøder dem fordi de ikke deler samme holdning om vores tid sunheds-spind.

Sygeplejere der føler sig forpligtede til arbejde for at redde landet, selvom de både er stressramte, på antidepressiver og underbemandede.

Unge mennesker der er selvmordstruede, fordi de følger mainstream mediernes “mode”.

Hvorfor taler vi ikke om dem og hvornår købte vi ind på den præmis?

Hvornår begyndte vi at tro på det narrativ, at livet giver os evigt liv? At en pille vil gøre os udødelige eller at det er helt normalt at passerer 100 års leve-tid?!

Læs også:Dødens måned

Der er noget i min ellers ret logiske hjerne, der ikke længere forstår denne væren. Og til dem der overvejer at skrive noget ala” Jamen så burde du jo bare få XX og dø”, for det gør folk åbenbart, lovligt i denne apartheid-tid; kan jeg svare helt rent fra hjertet, at jeg ikke er bange for døden færden. Jeg er langt mere bange for vejen dertil, hvis vi fortsætter som hidtil. Jeg vil langt hellere dø, end at leve et liv uden min egen frihed.

Jeg er ikke sat på jorden for at gå med på dette narrativ. Ikke sat på jorden for at lade adskillelsen få for meget taletid. Ikke sat på jorden som individ i den kollektive helhed. Jeg er sat på jorden i kærlighed & frihed.

Kærligst

N

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.

4 kommentarer

  • R.

    ‘Jeg forstår bare ikke, hvordan vi er kommet hertil?’

    Jeg tror vi er kommet hertil simpelthen fordi folk ikke længere gør, hvad du gør. Er ærlige og lufter deres sunde bekymringer. Politisk korrekthed, frygt for at skille os ud osv. gør at vigtige og personlige diskussioner og emner ikke bliver vendt offentligt. Og at vi bliver bange for livet i sig selv, bange for vores egen og andres smerte – og bange for sandheden… Og så ender vi med, som du skriver, alle at pines og lide alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    🙏🏼🙏🏼❤️❤️ Tak for dine ord og deling af dine tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

November - dødens måned