6 måneder efter..

Måske du har bemærket jeg har været lidt tavs på bloggen de sidste dage.

Hvilket primært skyldes, at jeg i dag skal til mit første tjek efter jeg for 6 måneder siden fik fortalt at jeg var syg.

En dag jeg har frygten lige siden og de sidste 14 dage virkelig haft svært ved at rumme. Både fordi det minder mig om den chok tilstand det var at blive single stort set samme dag som lægen fortæller jeg har meget svært ved at blive gravid. Plus det faktum, at jeg i dag skal finde ud af, hvilken retning mine celleforandringer har taget (kryds fingre).

Det er alt i alt en rigtig lorte dag, jeg bare skal igennem.

At blive bekræftet hver måned (under menstruation) i, at jeg er syg ved, at have minimum en hjemmedag fyldt med smerter.

Vide at man derudover har svært ved at få børn og DESUDEN celleforandringer er en del af mig, jeg stadig kæmper enormt meget med. Jeg kan ikke rigtig forlige mig med det…

Læs også: Pco: Jeg er blevet syg

En følelse der rykker rigtig meget ved min selvværdsfølelse, min kvindelighed og i høj grad også dét at være single, i mødet med potentielle dates. For mig er det enormt svært at komme fra den indstilling, at jeg kan klare alt, til hver måned at blive slået ud af min egen krop.

At jeg i mødet med en mand ikke kan vente ret længe med at komme ind på “børne – emnet” og derfra sige, at der er en mulighed for at det ikke bliver med mig.

At jeg dybest set ikke aner om jeg bør blive insemineret hurtigst muligt, hvis jeg skal have en chance for nogensinde at blive mor? Og om jeg overhovedet er klar til at være mor, måske alene?!

Der er mange spørgsmål og intet svar – i hvert fald ikke lige nu. Det er en rigtig sårbar dag, sådan en-helt-ind-i-hjertet-sårbar-dag. Det gør ondt. Specielt fordi jeg er helt alene med det. Ikke fysisk men inde i mig, uden en kæreste at holde om og græde med. AV..

Kærligst
N

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.