Et lukket hjerte

Så skete det, jeg åbnede en sprække igennem gitterhegnet ind til et lille lukket hjerte. Der nu er mere lukket end nogensinde før.

D. 14 december, to dage før min fødselsdag møder jeg ham. Ham der kunne det hele. Ham der ville det hele og ham der føltes tryg helt indeni.

 

Alt går stærkt, måske for stærkt. Vi ses flere gange om ugen, holder nytår sammen og er rigtig meget sammen i en lille bobbel af kærlighed.

 

Jeg står pludselig med ham, modsat mit tidligere forhold, der vil det hele. Han sagde han var klar, gjorde alverdens fine og smukke ting for at bevise, at han var der. Lige dér for mig!

 

Klar til at tage imod mig. Klar til, at dele det hele med mig. Klar til, at være ham jeg inderst inde havde drømt om og håbet ville finde min vej.

Jeg, derimod, var mindre klar. Jeg kæmpede en kamp for at åbne mig, igen. Blive et menneske igen. Et menneske med følelser, ønsker og kærlighed i mig.

 

Et menneske der kunne rumme en mand der virkelig ville mig. En mand der ville det samme som jeg og en mand der vigtigst af alt var klar til mig.

 

Jeg fortalte ham hurtigt om min sygdom, om min ”deadline” på børn. Min fortid og fremtid, hvor jeg stod i livet. Han åd det hele råt uden at virke det mindste afskrækket (selvom jeg ellers forsøgte at fremprovokere det). Han virkede som sendt oppefra. Som et bevis på, at det hele nok skulle gå!

 

Efter en måneds tid i strid kamp, terapi og alverdens overtalelsesteknikker – skete det. Jeg begyndte så småt at åbne mig. Jeg fik troen tilbage. Troen på kærlighed. Troen på børn. Troen på at det måske, alligevel var en del jeg godt kunne invitere ind i livet igen.

Men det gik ikke. Nogle uger efter, turde han ikke mere. Han var ikke klar alligevel. Han kunne ikke det hele, alligevel.

 

Så der stod jeg på ny. Mere sårbar end nogensinde og min tro på kærlighed forsvandt. Lige dér i det øjeblik, hvor jeg kiggede ham i øjnene og hørte ordene fra hans mund, forsvandt alle følelser fra mig. .

Den tilstand har jeg været i siden. I mistroen på kærlighed. En fysisk og psykisk tilstand, hvor hele min brystkasse føles, som en stor mursten af cement der ikke vil rykke sig. Jeg føler mig dum, naiv og tom.

Jeg har ikke mere at give til kærligheden. Intet tilbage i mig. Jeg kan ikke blive ved med at manipulere et lukket hjerte til at åbne op. Det gør for ondt.

Først tre år med ham jeg elskede inderligt og ville gøre alt for, men ikke ville den samme vej som jeg. En radikal ændring i mit liv, tilværelse og hele mit univers. Efter at have kæmpet med næb og klør på, at få det til at lykkedes for til sidst at opgive.

Derefter ham hér, som jeg knap kendte i to måneder, men alligevel formåede at åbne op for noget fint i mig. Noget jeg troede aldrig ville åbne sig. Det føltes helt ægte, meget fint og vi ville samme vej.

Ikke at det nødvendigvis omhandler dem, de er blot et symbol på noget jeg i forvejen har det svært med og som tydeligvis ikke fungerer optimalt i mit liv. Symbolet på det dér kærlighed, som altid har været så forbandet svært for mig.

I er flere der har spurgt ind til min manglende glæde og energi på det sidste, nu ved i hvorfor. Jeg har ikke ville dele noget af det med jer tidligere fordi det var helt nyt og vigtigt for mig, at vide hvor jeg selv stod før det blev offentliggjort.

Men nu ved i det.

Lige nu kæmper jeg med at mærke igen. Mærke glæde, mærke energi og især mærke kærlighed i et lukket hjerte. Det er meget sårbart det hele og endnu mere ærligt. Det skal nok gå, det ved jeg – lige nu er der bare lang vej  <3

Dulletip: Har du også kærlighedskvaler eller blot brug for en tudetur. Kan jeg virkelig anbefale denne sang <3

 

Kærligst

N

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.