Når kærligheden ikke er nok

Jeg har længe gået med dette indlæg i hovedet, fyldt med ord og tanker uden at kende retningen eller sammenhængen – før i dag.

Vi er netop kommet hjem fra den skønneste tur i Ystad, fyldt med kærlighed, nærvær og hygge. Theis og jeg fik os nogle gode snakke som længe har manglet, fordi tid og overskud ikke har været der. Som jeg skrev inden vi tog afsted Her, er tid ikke det vi har mest af sammen, hvorfor de ”tunge” samtaler tit og ofte bliver skubbet eller kommer i uhensigtsmæssige udbrud.

Men nu, hvor vi endelig fik tid til at kigge hinanden i øjnene, kom følelser og tanker i massevis, næsten helt uden stop. Når man pludselig lukker op for ”følelses-posen” kan det være svært at vide hvornår man skal lukke den igen.

Tirsdag aften sad vi derfor til kl. 02 og talte – åbnede op og vigtigst af alt; lyttede. Noget jeg ærlig talt ikke kan huske vi har gjort siden vi mødte hinanden. Helt bælgøjede stod vi op kl. 07 onsdag (man skulle jo nødigt gå glip af morgen-buffeten), trætte, men i kærlighed.

Du kender det måske? Den stemning der er når man har fået talt ud og energierne imellem, er helt rolige og der igen er plads til kærlighed? Sådan føltes det.

Men Inde i mig var der, ud over kærlighed, også en frygt. En frygt for at miste ham jeg elsker. For at vores kærlighed ikke er nok. Et emne vi talte meget om tirsdag nat.

Vi ved begge at vi muligvis er det dårligste parforholds-match nogensinde. Alt hvad vi nogensinde har lært er mile fra hinanden, vores opvækst ligeså. Hvorfor det meste af vores energi sammen går på at forstå og rumme hinandens forskelligheder. At acceptere vore handlemønstre, måde at reagere -og håndtere situationer på er nærmest i strid mod hinandens sunde fornuft og etik.

Med andre ord, er det til tider skide hårdt. Der skal ligesom hele tiden være én af os der er i ekstra overskud, for at vi ikke ender som hund og kat. En balance der er enormt svær, at navigere i.

Så hvad gør man? Forbliver sammen af kærlighed og håber på det bedste? Eller giver man op og går, hver til sit med ligeså stor kærlighed, blot som venner?

Vi er kommet frem til at kærligheden ikke er nok i sig selv, at der er en chance for at kampen bliver for overskyggende og at, dét måske også er okay. Fra at tro på vi var for evigt. Er ”for evigt hver for sig” også blevet en mulighed.

En lidt ambivalent måde at komme hjem på. Et lettet hjerte, men også et skræmt ét. Den evige romantikker indeni mig, er ikke på sit højeste lige nu.

Kærligst

N