Hvem skal først have ilt?

Theis spurgte mig henkastet, på en af vores mange gåture på Bali ” Nå, hvornår har du så tænkt dig at begynde at passe på dig selv? ”

Et spørgsmål jeg startede med at få en klump i halsen over og inderst inde lyst til besvare spydigt. Han havde tydeligvis overtrådt en grænse ved at stille et så provokerende spørgsmål?!?

….Indtil det gik op for mig at min reaktion nok skyldes, at hans spørgsmål var ret så berettiget. For dét med at passe på sig selv, kræver kærlighed og overskud til at mærke efter, helt ned i maven, samme sted som de sure opstød også opstår. Og hvilken irritations-faktor ville det ikke være, det at mærke det hele, alt det der også gør ondt?

I stedet er det jo meget nemmere slet ikke at mærke, men bare køre derud af nogenlunde steady uden de store udsving.?!

Eller.. måske ikke..

Der er ingen tvivl om at sidst nævnte er den metode jeg har brugt i lang tid, med få positive udsving, for at ende tilbage til følelsen af ingenting.

Hovedet kan måske sagtens klare det på sigt, den om-formaterer bare virkeligheden til en anden og mere overskuelig en af slagsen. Kroppen derimod, den lyver aldrig. Så på et tidspunkt vil den sige fra, blive syg i længere tid, udmattet eller reagere på en anden ”unormal” vis. I forsøg på at gøre det klart for den logiske hjerne at der er noget galt.

Min krop var så sød, at fortælle mig det på ferien. Med fuld styrke blev jeg pludselig svimmel, fik hovedpine, synsforstyrrelser og akne. Først i går forstod jeg hvad den ”pæne” hentydning betød.

-Mit svar til Theis’ lettere irriterende spørgsmål, blev nemlig ”når jeg kommer hjem”. Hans modsvar ”hvordan vil du gøre det?”. Mig: lettere forvirret uden noget rigtigt svar på spørgsmålet: ”med yoga og måske noget terapi, jeg føler mig lidt fysisk træt”. Theis ”Godt så synes jeg du skal bestille en tid til Body-SDS med det samme så du lige kan blive tjekket igennem, når du kommer tilbage.

Ehmm okay så.. ?!?!

I går var så starten på hvad jeg havde lovet Theis, med min første tid hos den søde, og ekstremt dygtige Robert, til en times B-SDS. En time der gjorde, at jeg gik lettet og grædende derfra. Det var forløsende, ubehageligt og vigtigt.

”Kroppen lyver aldrig” sagde Robert, sammen med en masse andre ord der ramte plet. Især en fin metafor om ”hvem man først giver ilt ved en flystyrt?” dig selv, altid, du kan ikke redde andre eller hjælpe dem, hvis du selv er ved at dø. Ord der har sat sig, som jeg nu vil gå på weekend med.

Jeg håber din weekend bliver fin, hvis nogle af mine ord resonerer i dig, så håber jeg du vil lytte til dem og passe på dig selv. Vi skrives søndag:)

Kærligst

N