Jeg har været meget stille de sidste par år, dels fordi livet har været for overvældende og fyldt med sår. Dels fordi alle tanker og følelser har hvirvlet sig rundt i min krop, som et edderkoppespind, for skrøbeligt til at kunne modstå angreb og samtidig for viklet ind.

Nu er jeg nået dertil, at stilheden er begyndt at stagnere i mig, som en fysisk fastlåsthed. Ordene, tankerne og følelserne fylder for meget til ikke at få taletid. Det handler for mig ikke længere om angreb og edderkoppespind, men om retten til at ytre sig uanset, hvad der ytres vil.

Jeg kender rigtig mange der ikke længere tør, at give udtryk for deres holdninger og følelser i denne tid, i frygt for angreb og arbejdsløshed. Eller at deres firmakonti “pludselig”, bliver lukker ned. Det er jo helt realistisk, en mulighed. Jeg har selv stået midt i det, også derfor jeg deler det meste herinde, for jeg ved, hvor sårbart det kan være, at stå alene med. Jeg forstår bare ikke, hvordan vi er kommet hertil?

Jeg har meget svært ved at forstå, at vi lever i et danmark hvor kun de få, kan få taletid –  det er da ikke ytringsfrihed?

Jeg kender teenagere, hvis forældre ikke længere, vil have dem boende, ikke vil kramme dem og udstøder dem fordi de ikke deler samme holdning om vores tid sunheds-spind.

Sygeplejere der føler sig forpligtede til arbejde for at redde landet, selvom de både er stressramte, på antidepressiver og underbemandede.

Unge mennesker der er selvmordstruede, fordi de følger mainstream mediernes “mode”.

Hvorfor taler vi ikke om dem og hvornår købte vi ind på den præmis?

Hvornår begyndte vi at tro på det narrativ, at livet giver os evigt liv? At en pille vil gøre os udødelige eller at det er helt normalt at passerer 100 års leve-tid?!

Læs også:Dødens måned

Der er noget i min ellers ret logiske hjerne, der ikke længere forstår denne væren. Og til dem der overvejer at skrive noget ala” Jamen så burde du jo bare få XX og dø”, for det gør folk åbenbart, lovligt i denne apartheid-tid; kan jeg svare helt rent fra hjertet, at jeg ikke er bange for døden færden. Jeg er langt mere bange for vejen dertil, hvis vi fortsætter som hidtil. Jeg vil langt hellere dø, end at leve et liv uden min egen frihed.

Jeg er ikke sat på jorden for at gå med på dette narrativ. Ikke sat på jorden for at lade adskillelsen få for meget taletid. Ikke sat på jorden som individ i den kollektive helhed. Jeg er sat på jorden i kærlighed & frihed.

Kærligst

N

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.

November måned, bliver også kaldt “dødens måned”. Fordi den med mørket, udfordre os til at gå ind i vores indre mørke og arbejde med de ting der forhindre os i at kunne lyse frit. Det er det samme hvert år op til årsskiftet, hvor energierne spidser til.

Personligt har jeg igennem de sidste år været i en dyb, dyb indre proces, som jeg tydeligt kan mærke strammer til sammen med en helt ny AHA-oplevelse af, hvor mange af de ting jeg “køber ind i” som faktisk slet ikke matcher mit værdisæt. Specielt i måden vi lever på og denne tids udfordringer med samfundsstruktur, økonomi samt værdier – illusionen om det hele.

Læs også: Ud af mørket med Reiki

Jeg er derfor gået i en indre-bobbel og vil nok være der resten af året, for at mærke ind og tage ansvar over egen lykke og taknemmelighed samt mening, selv i de små ting:

🔸Naturens skifte minder mig om at intet er for evigt.

🔸Genbrugsfund minder mig om at alt har en historie.

🔸Nye Mål minder mig om at jeg altid kan ændre retning.

🔸Fællesskaber minder mig om at jeg aldrig er alene.

🔸Naturens minder mig om vi alle har et livsformål.

🔸Kærlighed minder mig om grunden til at leve.

🔸Dyr minder mig om at holde mit hjerte åbent.

🔸Dans minder mig om at mærke min krop.

🔸Musik minder mig om alle livets følelser.

🔸Dybe venskaber minder mig om at jeg ikke behøver gøre alt selv.
Havet minder mig om glæde og sorg.

🔸Min partners dybe øjne, når hun kigger på mig, minder mig om at jeg altid er holdt og elsket.

Hvordan mærker du denne tid og husker du dig selv på, at se  mening i de små hverdagsting?

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.

Hvordan føles angst? Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Du oplever måske angst anderledes end jeg, og det er heldigvis ikke alle, der lider under angstens altopslugende mørke.

 

Men hvis du af og til befinder dig i det mørke, vil jeg bare huske dig på, at du ikke er alene. Jo, du er alene med din angst, for ingen anden føler det, som du gør i dét øjeblik, den træder ind og vælter din verden. Men. Du er ikke alene, for der er mennesker omkring dig som – selvom du måske ikke tror det – kan rumme dig med din angst. Har du fortalt om den? Har du prøvet at sætte ord på følelserne, selvom de næsten virker ubeskrivelige? Har du forsøgt at lukke nogen ind? Det er svært, det ved jeg. Men at tale med andre mennesker om vores følelser er sjælens sluser. Det hjælper, om du tror det eller ej.

 

For angst kan være så enormt ensomt, og det er måske især fordi, vi ikke tør invitere andre ind i den afkrog af vores sind. Men hvis vi aldrig giver nogen en chance, vil vi for altid være alene med den. Så oplever du angst? Er du i tvivl? Det bedste du kan gøre for dig – og din omverden – er at sætte ord på, så du kan begynde at arbejde med den og ikke imod den. For det fører dig heller ingen vegne.

 

Knuden i maven, halsen der snører sammen. Vejrtrækningen der bliver hurtigere og mere overfladisk. Rungen i hovedet og kvalmen, der som en tsunami slår mod spiserøret. Tankerne der myldrer og bliver irrationelle. Smutter ned i mørket og hiver dig med. Kan du genkende det?

Læs eller genlæs: Er du dig selv?

Det virker måske farligt at lukke nogen ind, men det er måske den lommelygte du mangler, når det hele sortner. Et fortroligt lys i mørket. Det handler ikke om, at nogen skal prøve at tage angsten fra dig. Det kan slet ikke lade sig gøre. Det handler om at være sammen i det mørke og vide, at det er helt okay.

 

Sig det højt og fortæl, at du bare har brug for et trygt klem om hånden eller et par lyttende ører. Mørket hober sig op, når der aldrig åbnes for en sprække med lys.

Kærligst

N

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.

Slow-living. Den der disciplin vi alle taler om, men som vi ikke rigtig ved, hvordan vi skal bruge i vores dagligdag. For verden suser derudaf, og den stopper ikke ligefrem, bare fordi du gerne vil skrue lidt ned for tempoet.

Så hvad gør du, hvis du gerne vil leve langsommere men ikke kan lægge dit liv helt om?

 

Jeg har skrevet om det før, og i mit tidligere indlæg skrev jeg, at det faktisk er nødvendigt, at vi skruer ned. Både i forhold til almen trivsel men også især, hvis du lider af stress. Det at lade ting tage tid, øve sig på at være tålmodig og lære at slappe af. Det er vigtige elementer. Men jeg er også klar over, at du ikke bare kan vælge, at alting nu skal gå i et roligt tempo. Det kræver måske et andet liv end det, som mange af os lever. Men derfor kan du godt adoptere tankegangen og bruge den der, hvor det giver mening. 

 

En idé kan være at starte på det, som presser dig mest i hverdagen. Er det børnenes madpakker? Lektier? Madlavning? Rengøring? Her kan du prøve at prioritere tingene og så øve dig på at sætte den tid af til det, som det tager. Så det ikke skal gå så fandens hurtigt hele tiden. Du planlægger sikkert i timer og har skemalagt din dag. Det kan være virkelig pressende og er ikke særlig slow-living agtigt. Måske din to-do liste skal forkortes? Hvad er egentlig vigtigt, at du når i dag, og hvad kan vente? 

 

Læs eller genlæs: Slow living

En anden øvelse er den med at tage en dag, hvor der ingen planer er. Ingen kaffe-date, indkøbsliste eller noget som helst planlagt. Du gør det, som du har lyst til. Og hvis det er at ligge på sofaen med en bog hele dagen, så gør du det. Øvelsen er så nu at gøre det med god samvittighed. Det kræver noget arbejde med dig selv og din indstilling til slow-living. 

 

Et sidste tip i denne omgang er faktisk at tage i sommerhus. Eller forsøge at tage en forlænget weekend derhjemme, hvor du lever mere primitivt. Ingen iPad eller computer, ingen insta og facebook. Bare nogle dage, hvor det handler om de helt basale ting: Søvn, hygge og god mad. Det kan altså gøre underværker og få dig ned i gear. 

Kærligst

N

 

 

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.

 

 

Jeg har skrevet om det her mange gange før i mange variationer. Hvor vigtigt det er at være i kontakt med sig selv. Men det er også et vigtigt emne, fordi mange af os kobler fra.

Det er lidt sådan, vores liv bliver indrettet i dag, hvis vi bare lader den køre på autopilot. Og det gør mange af os. Selv jeg, som er meget opmærksom på det – og som arbejder med det i min dagligdag – kan komme ind i en rytme, hvor jeg bliver afkoblet og glemmer mine egne følelser.

 

Det er heller ikke sådan, at du kan gå og mærke efter hele tiden. Der skal som så meget andet være en hvis balance. Men når du ikke er opmærksom på det, hvordan og hvornår ved du så, at det er tid til at mærke efter? Det skal gerne være inden den der lidt tomme følelse rammer, fordi den er et klart tegn på, at du har glemt dine følelser i lidt for lang tid.

 

Så hvad gør du?

 

1. Tal om dine følelser. Sig det højt, skriv dem ned.
2. Føl dine følelser. Følelser opstår i kroppen og skal ’udleves’ gennem kroppen. En gåtur, løbetur eller en omgang med en boksebold kan gøre underværker.
3. Aftal med dig selv, hvornår du lige skal mærke efter. Det behøver ikke være i system, men hvis du har svært ved at komme i gang, så tag lige en time onsdag aften er søndag formiddag og giv dig selv lov til at mærke. Grin, græd, bare vær i det, som du føler for.

Nogen gange kan det også være en stor hjælp at tale med nogen, som ikke kender dig og få deres syn på sagen.  Et frirum til at lade følelserne komme frem og få taletid. Hvilket jeg meget gerne vil hjælpe dig med: Holistiske Mentor Sessioner

Og så er det vigtigt at huske, at der måske går noget tid, før du egentlig bliver klar over, hvad du føler. Du skal ikke fremprovokere noget, men bare give lov. Så kommer det stille og roligt, og du slipper forhåbentlig for, at ting hober sig op og ender med at føles ligegyldige. For det er de bestemt ikke.

Kærligst

N

 

 

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.