Den overdøvende ro

I starten af ugen var jeg i sommerhus. En planlagt tur, der skulle bruges på at komme helt ned i gear, slappe af og finde ro. Det skete ikke helt som forventet..

Dét med at tage lidt væk for at finde ro, plejer ellers at virke for mig. Denne gang blev roen dog overdøvende! Stilheden overrumplede mig og jeg kunne næsten ikke være i mig selv.

I byen, jeg bor på Nørrebro, hører jeg den sjældent. Roen. Det er en jeg skal tilkalde, hver eneste dag, med meditation og yoga, hvilket for det meste virker. I sommerhuset, midt i naturen og absolut ingen ting, føltes roen fuldstændig overvældende, som en bølge der førte mig langt ud i havet, under vand, hvor jeg ikke kunne bunde. Det tog virkelig fusen på mig.

Til at starte med kom det som et chok. Jeg anede ikke hvad der skete, alverdens tanker og følelser, ramte mig som et slag i ansigtet. Uden at vide, hvor de kom fra eller af. Føltes det som en kæmpe lussing der ramte min kind.

En masse udefinerbare tanker og følelser jeg slet ikke kunne navigere i, som jeg på alle måder prøvede at løbe fra, sætte i kasser og på anden vis få struktureret. Så jeg kunne tage det lidt for lidt.

Stilheden. Den fine, rene energi fra naturen overdøvende roen og tog over.

Følelser og tanker der, efter jeg kom hjem igen, fik mig til at tænke rigtig meget over mit liv. Lytte efter og mærke ind.

Det chok jeg fik i sommerhuset er nok ikke ualmindeligt, det er blot lang tid siden (måske år) jeg sidst har følt det. Det chok der rammer dig når du er uden for byens larm, sirener, biler og naboer. Når du ikke længere kan lade dig distrahere, men bliver nødt til at overgive dig til dét der vil frem. Det der vil ud og dét der kræver din fulde opmærksomhed.

Du kan vælge at stoppe op og omfavne alt dét som kommer, eller vælge at løbe videre, væk fra ”larmen” i dig.

Det har virkelig fået mig til at tænke over min hverdag. Hvordan jeg kan give min indre larm mere plads i hverdagen? Hvordan jeg nogensinde er endt med at lave overspringshandlinger, for at overdøve larmen indeni (det er jo helt vanvittigt)? Og om det overhovedet et byliv jeg vil have, midt i larm og kaos? Er det her, midt i det hele, mine børn skal vokse op?

Jeg har altid tænkt, at en lejlighed var det ideelle for mig. Nu tvivler jeg meget.

Har du mon gjort dig disse erfaringer og overvejelser i dit liv? Jeg vil meget gerne høre dine tanker herom

Kærligst
N

For flere tips og hverdagsglimt kan du følge mig på Instagram, samt min Facebook-side som jeg opdaterer jævnligt.