Noglegange skal man bare tude – ud med det

I går var en forfærdelig dag, ganske enkelt.

Vågnede kl. 04 om morgenen ved Emma der slikker mig i hovedet, da hun mente at have krav på opmærksomhed. Hvilket betød jeg kun fik 5 timers søvn, modsat mine 9 som er det vigtigeste for at min dag kan fungere.

I noget der minder om søvngængeri får jeg forvildet mig selv op og ud i køkkenet for at lave mig en STOR kop kaffe. Kaffe skulle der til – i store mængder, så jeg lavede en kop med 40% kaffe og 60% (plante)mælk – præcis som jeg foretrækker.

Dagens håb lå i den kop kaffe.

Jeg sætter mig godt til rette, klar til at smage på dagens redning indtil den første slurk er taget og jeg indser at mælken er blevet sur og ikke til at drikke..

Derfra kan dagen ikke længere reddes, så nu handler det bare om at komme igennem.

I tre timer sidder jeg og stirrer ud i luften, før det går op for mig at jeg skal være til et møde om under to timer.

Jeg hopper i tøjet og kort inden jeg er på vej ud af døren, får jeg en mail fra min andelsforening der vil have nogle papirer på det nye badeværelse (jeg endelig har fundet håndværkere til) der skal renoveres om en uge. Papirer om en tilladelse der kommer til at udskyde hele processen, igen.

Jeg skynder mig alt hvad jeg kan ud af døren! I håb om en ny start udenfor.

På min vej til mødet, stopper jeg ved Elmegade for at købe mig en Matcha bubble tea, der forhåbentlig kan få mig lidt op i gear. Det er sjældent jeg forkæler mig selv med sådan en, men tænkte: i dag er det helt rigtige tidspunkt!

Jeg nyder den i fulde drag, Indtil tredje tår, hvor der blandet med tapioca perlerne, pludselig er noget meget hårdt i min mund. Jeg spytter det ud og ser halvdel af min hjørnetanden i hånden!

Jeg smider min bubble tea ud og cykler videre til det møde der er aftalt, med tandpine, en mave der rumler af sult, øjne så trætte at jeg må kæmpe for at holde dem åben og en gråd der kommer snigende.

Bagefter håber jeg på trøst fra kæresten, men vi er åbenbart gået forbi hinanden og befinder os derfor i hver sin ende af København.

Jeg cykler istedet hjem, hopper direkte under dynen kl. 20.10 med tårnene løbende ned af kinderne og et stort hul i maven. Nogengange skal det bare ud, og man skal tude til man ikke kan mere.

Imorgen bliver bedre tænker jeg, det skal den!

I dag fredag, er jeg på vej til tandlægen, et kilo vand lettere og glæder mig til en bedre dag.

God weekend til dig!

Kærligst
N